Mere end hver fjerde kvinde har haft dårlige oplevelser med underlivsundersøgelser – det er en bekymrende tendens, siger ekspert 

27 procent af kvinder i ny undersøgelse har haft dårlige oplevelser med gynækologiske undersøgelser. Roden til problemet skal blandt andet findes i, at kvinderne ikke føler sig informeret og lyttet til. Blot én dårlig oplevelse kan få kvinderne til at udskyde fremtidige undersøgelser, og det er problematisk for deres sundhed, påpeger flere eksperter. 

Af Amalie Victoria Mogensen, Josephine Gadegaard og Veronika Skov Snedker

Manglende information ved gynækologiske undersøgelser kan skabe bekymringer hos patienten.
Illustration: Veronika Skov Snedker

23- årige Pernille har lagt sig på briksen og placeret benene i de grå metalbøjler. Mellem hendes ben står en ældre gynækolog, som nu har frit udsyn til hendes underliv. Pludseligt og uden nærmere information maser han en ultralydsscanner op i hendes underliv. Det gør ondt, men Pernille når ikke at få sagt fra. Hun føler sig gjort lille i rummet. Gynækologen og hans kvindelige hjælper taler hen over hovedet på hende, oplever hun. Ingen har spurgt ind til, hvorfor hun overhovedet er kommet, og hvilke bekymringer der ligger til grund for hendes visit. Men nu ligger hun der alligevel. På briksen.   

“Jeg ville gerne have fortalt dem, at jeg faktisk var rimelig bange, men han spørger ikke ind til mig. Jeg følte ikke, vi havde en samtale om, hvad der skulle ske,” siger Pernille. 

Ikke et enkeltstående tilfælde  

Pernilles oplevelse med underlivsundersøgelsen var langt fra, som hun kunne have ønsket sig. Hun er ikke den eneste, der har ligget på briksen med den følelse i kroppen. 

27 procent af de adspurgte kvinder i en spørgeskemaundersøgelse foretaget i december 2021 har haft en dårlig oplevelse med en gynækologisk undersøgelse indenfor de seneste fem år.  

Pernilles besøg hos gynækologen gjorde hende blot mere bekymret 

Tilbage hos gynækologen ligger Pernille stadig på briksen. Undersøgelsen er smertefuld, men Pernille forbliver tavs. Det virker ikke til, at hun har noget at sige i situationen, selvom det faktisk er lige præcis det, hun har brug for.  

En tidligere dårlig oplevelse med en smertefuld operation i underlivet havde nemlig fået bekymringerne for den næste underlivsundersøgelse til at vokse i Pernille. Bekymringer hun rigtig gerne ville have snakket om med den gynækolog, som lige nu står med instrumenterne oppe i hende. 

Efter lange smertefulde minutter er Pernille endelig færdig med sin undersøgelse. Det tror hun i hvert fald, for gynækologen har ikke informeret hende om det, men begynder blot at pakke sit grej sammen og går mod sit kontor i rummet ved siden af. Pernille tager sine trusser på igen og følger forvirret efter ham. 

Hun sætter sig ængsteligt på kanten af en stol og afventer svar. Men gynækologen taler ikke til hende. Han taler til sin diktafon og optager memoer om hendes underlivs tilstand lige foran hende. Det virker underligt, og hun føler sig egentlig mest til besvær. Hun vil bare gerne ud derfra nu. 

Du har anspændt bækkenbund, lyder konklusionen fra gynækologen. Den samme melding fik hun også, før undersøgelsen startede. Gynækologens kvindelige hjælper stikker hende et hæfte med træningsøvelser i hånden, som var printet på forhånd. Og så kunne hun ellers få lov til at gå.  

“Jeg var ikke sikker på, at de øvelser matchede de bekymringer, jeg havde. For dem havde jeg ikke fået fortalt nogen om. Jeg følte, at jeg havde spildt nogens tid. Jeg var klart mere bekymret, da jeg forlod gynækologen, end før jeg kom,” siger Pernille.  

Lizas gynækolog var på krigsstien 

I 2016 har Liza sit første møde med gynækologiske undersøgelser. Hun er 19 år på det tidspunkt og overvejer at få sat en hormonspiral op. Hun er meget nervøs før hendes konsultation. Det hele er nyt og ukendt.   

“Det er jo ikke hver dag, jeg går rundt og viser den del af mig selv til fremmede mennesker,” siger hun. 

Liza har brugt tid på at finde en gynækolog på nettet, der ser venlig og erfaren ud. Men allerede da Liza kommer ind i konsultationsrummet, føler hun, at gynækologen er på krigsstien.  

Gynækologen beder hende om at tage sine bukser af, og så får Liza smidt en kommentar i hovedet om hendes valg af kønsbehåring. – Hvorfor vil I piger nu til dags ligne små babyer med jeres glatbarbering, husker Liza, at kommentaren lød. Hun har svært ved at se, hvordan det har relevans for undersøgelsen.  

Gynækologens belærende attitude fortsætter ifølge Liza gennem hele konsultationen.  

“Jeg fik virkelig indtryk af, at hun ikke kunne lide mig,” siger hun. 

Efter en kort undersøgelse beder gynækologen Liza om at tage bukser på igen. Liza bliver forvirret. Hun kom jo til gynækologen for at høre om muligheden for at få sat en hormonspiral op, som hun også havde skrevet i hendes tidsbestilling. Det fortæller hun gynækologen. 

“Vil du have den eller ej”, spørger gynækologen så.  

Liza har egentlig mange spørgsmål til dét at få en hormonspiral – hvad er fordelene ved den slags prævention? Ulemperne? Hvad med bivirkninger? Men de spørgsmål er der ikke tid til. I stedet føler hun, at hun er blevet stillet et ultimatum på et ikke informeret grundlag. 

“Jeg havde regnet med at komme til en læge, som kunne fortælle mig meget mere om det her, end jeg selv kan læse mig til. Så nej, jeg følte mig på ingen måde ordentligt informeret.” 

Alligevel ender Liza med at takke ja til spiralen. 

Indførslen af en hormonspiral er smertefuld, har Liza hørt. Så hun vil gerne bedøves. Men det er først, da hun flere gange har påtalt sin nervøsitet, at gynækologen går med til at bedøve hende. Til trods for bedøvelsen bliver det en smertefuld oplevelse for Liza. 

Manglende patientinddragelse skaber dårlige oplevelser 

Liza og Pernille følte sig ikke informeret både før og under deres undersøgelser. De følte sig ikke lyttet til af de fagpersoner, der burde have interesse i netop dette. Den oplevelse er de ikke alene om.  

I undersøgelsen om kvinders oplevelser med gynækologiske undersøgelser går netop oplevelsen af manglende patientinddragelse igen sammen med opfattelsen af, at den gynækologiske undersøgelse var smertefuld. 

39 procent af de adspurgte kvinder svarer, at deres dårlige oplevelse skyldes, at de ikke følte sig ordentligt informeret om, hvad der skulle ske under undersøgelsen. 38 procent følte ikke, at fagpersonen lyttede til de problemer, de fremlagde.  

Manglende patientinddragelse ved gynækologiske undersøgelser er problematisk, understreger Annette Michelsen La Cour, lektor i sociologi. 

“Man føler sig som patient kørt over. Hvis man ikke føler sig lyttet til eller informeret om, hvad der skal foregå, kan det give chokreaktioner. Man bliver overrasket på den ubehagelige måde over, hvad der foregår,” siger hun.  

Gry Senderovitz, der er jordemoder og tog initiativet til at starte projektet GOD GU ser også kritisk på kvindernes oplevelse af ikke at blive hørt og forstået ved underlivsundersøgelser og konkluderer: 

“Så risikerer man, at man ikke kan bruge undersøgelsen til noget.” 

“Oplevelsen har givet mig gynækologskræk på samme måde, som man har tandlægeskræk.”
– Liza

Ifølge Gry Senderovitz er information heller ikke blot noget, som lægen eller gynækologen kan nøjes med at give patienten, før den gynækologiske undersøgelse udføres. Det skal gives løbende. Samtidig skal patienten føle, at hun har kontrol over situationen og dermed også mulighed for at trække sit samtykke til at få udført undersøgelsen tilbage undervejs. 

“Samtykke er ikke noget, du giver én gang. Og det er nok det, nogle fagpersoner ikke forstår. Samtykke skal gives igen og igen, og lige så snart der er noget, der indikerer, at det ikke er blevet givet, skal den der har magten være klar til at stoppe,” siger Gry Senderovitz.  

Bare én dårlig oplevelse kan få store sundhedsmæssige konsekvenser 

For flere af de unge kvinder i spørgeskemaundersøgelsen får de dårlige oplevelser med underlivsundersøgelser konsekvenser. 25 procent af de adspurgte kvinder, der har haft en dårlig oplevelse, fortæller, at de udskyder fremtidige gynækologiske undersøgelser så længe som muligt, også selvom undersøgelsen kunne være relevant for dem at få foretaget.

For fire procent har den ene dårlige oplevelse afskrækket dem fra nogensinde at få foretaget en underlivsundersøgelse igen. 

I sin egen praksis møder jordemoder Gry Senderovitz flere kvinder, der gennem længere tid har tilsidesat deres underlivs sundhed på grund af tidligere dårlige oplevelser med gynækologiske undersøgelser. Hun ser kritisk på tendensen: 

“At der overhovedet er nogen, der på baggrund af én oplevelse siger, at det vil de aldrig igen – så har fagpersonen jo ødelagt det menneskes mulighed for gynækologisk sundhed i fremtiden. Og det er aldrig okay.” 

Alvorlige sygdomme kan blive overset  

At udskyde eller helt undlade underlivsundersøgelser kan være problematisk i forhold til muligheden for at opdage sygdomme – f.eks. kræft. Det understreger Ann-Britt Kvernrød, der er antropolog og specialkonsulent hos Kræftens Bekæmpelse.  

Alle danske kvinder bliver, fra de er 23, til de fylder 64, jævnligt indkaldt til screeninger for livmoderhalskræft. Her foretager lægen et celleskrab fra livmoderhalsen med formålet om at kunne opdage eventuelle celleforandringer. 

“Det handler om at bruge en lillebitte smule tid på at snakke med patienten om, hvad der skal foregå og om at se patienten som en ressource og ikke bare som en krop.” 
– Annette Michelsen La Cour, lektor i sociologi ved SDU

Kun 55 procent af de danske kvinder i alderen 20-29 år deltager i screeningen. Sundhedsstyrelsen lavede i 2018 en rapport, der viser, at tidligere dårlige erfaringer med underlivsundersøgelser er en af hovedårsagerne til, at kvinder fravælger screeningen.  

“Det er selvfølgelig vigtigt, at man kommer afsted, og at den gynækologiske undersøgelse ikke bliver så stor en barriere for det. Hvis kvinderne bliver bange for det, fordi de har haft tidligere dårlige oplevelser, så kan det have den konsekvens, at celleforandringer bliver opdaget senere og måske ovenikøbet udvikler sig til livmoderhalskræft, hvis de over en årrække ikke kommer afsted,” siger Ann-Britt Kvernrød.  

Hun understreger dog, at dårlige oplevelser med gynækologiske undersøgelser ikke er den største barriere for tage imod tilbuddet om screening. Det er til gengæld manglende viden om relevansen af screeningen. Det viser et nyt kvalitativt studie.  

Årligt ses der knap 400 nye tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark. Kvinderne i screeningsalderen, der ikke har taget imod tilbuddet om screening, står for næsten halvdelen af tilfældene af livmoderhalskræft.  

Liza fik gynækologskræk og udskød undersøgelse 

Det har taget Liza to år at samle mod nok til at tage til screening for livmoderhalskræft. Hun når altså at fylde 25, inden hun bliver undersøgt for celleforandringer første gang. Hendes ene dårlige oplevelse med gynækologen, der var på krigsstien, er grunden til, at hun bliver ved med at udskyde screeningen. Igen og igen – også selvom der dukker påmindelsesbreve op i hende e-boks.  

“Oplevelsen har givet mig gynækologskræk på samme måde, som man har tandlægeskræk og nægter at tage til tandlæge i årevis, fordi man simpelthen er bange for det,” fortæller Liza.  

Hun er samtidig urolig for, hvilke konsekvenser hendes frygt kan føre med sig. 

“Tænk hvis denne her gynækologskræk er det, der gør, at jeg får livmoderhalskræft, der ikke bliver opdaget i tide, fordi jeg ikke tør gå til de her tjek. Tænk hvis jeg får en kræftform, der kan spores tilbage til én dårlig oplevelse. Den tanke skræmmer mig virkelig,” siger hun. 

Pernille brød grædende sammen hos sin læge 

Oplevelsen af at føle sig til besvær og ikke blive lyttet til plager stadig Pernille i dag, når hun skal bestille tider til gynækologiske undersøgelser.  

Hun begynder efter sin dårlige oplevelse hos gynækologen at få smerter i underlivet, men tanken om at skulle ligge med benene i bøjler igen får hendes mave til at slå knuder. Da hun endelig kommer til egen læge for at få undersøgt smerterne, tager angsten overhånd: 

“Jeg begynder faktisk at græde, fordi jeg er så bange for at skulle ligge i den position igen ligesom hos gynækologen, og at hun skal røre mig dernede.” 

For nylig har hun igen mærket ubehag i underlivet. Men det er lettere sagt end gjort for Pernille at tage sin gener videre til en fagperson. Så for nu prøver hun at ignorere dem så længe som muligt. 

“Det gik over min grænse, det han gjorde. Det kan simpelthen opleves som et overgreb, hvis man ikke bliver informeret undervejs.”
– Pernille

Magten og ansvaret ligger hos fagpersonerne 

Både Annette Michelsen La Cour, lektor i sociologi ved SDU og Mari Holen, der har forsket i mødet mellem sundhedsvæsen og patient ved RUC, er enige om, at ansvaret for kvinders dårlige oplevelser med gynækologiske undersøgelser ligger hos sundhedsvæsenet.  

Annette Michelsen La Cour uddyber:  

“Du kan ikke lægge ansvaret på patienten. Det er tydeligt, at hvis vi siger, at patienten kan klare det her selv, så var det jo klaret. Men det er bare slet ikke tilfældet. Det er sundhedsvæsenet, der skal erkende problemet og forholde sig til det.” 

Ansvarsplaceringen hænger også sammen med magtforholdet mellem patient og fagperson, forklarer Annette Michelsen La Cour.  

“Man er afmægtig, når man er patient. Man er afhængig af ekspertens indsigt i, om man er syg eller ej. Derfor er der en ulige magtbalance,” siger hun. 

Med magt følger altså ansvar, lyder konklusionen. 

DSOG anerkender problemet 

Annemette Lykkebo, formand i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG),
anerkender spørgeskemaundersøgelsens resultater og omtaler dem som “enormt triste”, og at der bestemt er plads til forbedring. Hun er også overrasket over, hvor høj procentdelen af dårlige oplevelser ved gynækologiske undersøgelser er.  

“Vi ser det som et problem. Vi går på arbejde hver dag og forsøger at gøre det så godt som muligt. Derfor er det også vigtigt for os, at kvinderne har en god oplevelse.“ 

Annemette Lykkebo er enig i, at ansvaret, for at patienten har en god oplevelse, ligger hos den fagperson, der udfører undersøgelsen. Men hun håber også, at patienterne selv vil byde ind: 

“Lægen skal lytte. Men jeg vil gerne opfordre til, at de kvinder, der har haft en dårlig oplevelse eller er nervøse for det, siger det.”

Kulturændring er vejen frem 

For at løse problemet med kvinders dårlige oplevelser skal der ske en kulturændring blandt gynækologerne og de praktiserende læger, lyder det fra forskerholdet bag projektet GOD GU. Annette Michelsen La Cour undrer sig samtidig over, at problemet med manglende patientinddragelse er så stort, når løsningen ifølge hende egentlig er ret banal.  

“Det handler om at bruge en lillebitte smule tid på at snakke med patienten om, hvad der skal foregå og om at se patienten som en ressource og ikke bare som en krop. Det kunne jo være, at man – hvis man lyttede til patienten – ville få nogle oplysninger, der kunne gøre undersøgelsens kvalitet bedre,” siger Annette Michelsen La Cour.  

Hos DSOG er man også klar på at gøre et forsøg på at vende kulturen. Formand Annemette Lykkebo ser gerne, at der sættes fokus på problemstillingen, og at udfordringerne bliver italesat. 

“Der er bestemt noget, vi kan arbejde med, og det er jo blandt andet i forhold til kommunikationen undervejs. Det er enormt vigtigt, at man fortæller, hvad man skal, og hvad man gør, og også at man sikrer sig, at kvinden er med på det undervejs, og at man er lydhør. Bliver der sagt stop, så skal man selvfølgelig stoppe,” siger hun. 

Pernille og Liza efterspørger menneskelighed og information 

Når Pernille ser tilbage på hendes dårlige oplevelse med den gynækologiske undersøgelse i dag, slår det hende, at der ikke skulle særlig meget til, for at oplevelsen havde været god. 

Ifølge hende er man nødt til at være menneskelig med patienten, når man skal undersøge noget så intimt som nogens underliv. Derfor ville hun ønske, gynækologen havde spurgt ind til hende først, så hun kunne fortælle om hendes bekymringer, og at gynækologen havde informeret mere om, hvad der skulle ske undervejs.  

“Det gik over min grænse, det han gjorde. Det kan simpelthen opleves som et overgreb, hvis man ikke bliver informeret undervejs, og hvis der ikke er plads til, at man selv kan styre processen bare lidt undervejs,” siger Pernille. 

For Liza skulle der heller ikke meget til for at gøre hendes oplevelse bedre. Med en smule hensyn til den sårbare situation kommer man langt, mener hun.  

“Jeg tror faktisk ikke, jeg har særlige store krav til, hvordan man er en ordentlig gynækolog, udover at man bare skal være sød, tålmodig og informerende,” siger Liza. 

Det har trods gentagne forsøg ikke været muligt at få de praktiserende lægers organisation, PLO, til at komme med en kommentar til de problemstillinger, der fremlægges i artiklen. 

Pernille og Liza har af hensyn til deres privatliv ikke ønsket at stå frem med efternavn i artiklen. Deres fulde navne er kendt af redaktionen.